En lang migrationshistorie
Albansk migration begyndte længe før det 20. århundrede. Efter den osmanniske ekspansion i 1400-tallet flyttede grupper vestpå, blandt andet til Syditalien. Deres efterkommere, Arbëresh, har bevaret særlige sproglige træk, sange, religiøse skikke og madtraditioner i århundreder. Senere voksede albanske samfund frem i blandt andet Istanbul, Bukarest, Athen, Cairo og USA.
Migration i det 20. århundrede
I første halvdel af det 20. århundrede søgte mange arbejde og uddannelse i udlandet. Efter Anden Verdenskrig lukkede den kommunistiske stat i praksis landet for fri udvandring. At forlade Albanien uden tilladelse kunne medføre hårde straffe, og familier kunne blive udsat for repressalier. Ambassadekrisen i Tirana i 1990 blev et symbol på ønsket om at bryde isolationen.
Den store udvandring efter 1990
Da grænserne åbnede, fulgte omfattende migration, først til Grækenland og Italien og senere til Storbritannien, Tyskland, USA, Canada og andre lande. Økonomiske muligheder, uddannelse og familiebånd har været vigtige drivkræfter. Diasporaen er ikke én ensartet gruppe: generationer, sprogbrug og tilknytning til Albanien varierer.
Diasporaen i dag
Albanere i udlandet bidrager gennem pengeoverførsler, investeringer, iværksætteri, kultur og politiske forbindelser. Diasporaen har også været med til at gøre albanske spørgsmål mere synlige internationalt. Udvandringen skaber samtidig udfordringer for Albanien, blandt andet tab af kompetencer og en aldrende befolkning.
En identitet på tværs af grænser
Albansk identitet omfatter mennesker med rødder i det nuværende Albanien, Kosovo, Nordmakedonien, Montenegro og andre dele af Balkan samt efterkommere i diasporaen. Derfor bør alle kendte personer med albansk baggrund ikke automatisk beskrives som født eller opvokset i Albanien.
Kilder og videre læsning
Indholdet er redaktionelt og kan opdateres, når nye kilder eller fakta kommer til.